Martin Højriis Kristensens hjemmeside

Gambrinus

Offentliggjort 30/04-07 af makr (version: 1.10) i Forside, Øl
Verdens bedste tjekkiske pilsner-øl: Gambrinus
Verdens bedste tjekkiske pilsner-øl: Gambrinus
Foto: makr
Onde tunger påstår at Skive-bryghuset Hancock udover at være ansvarlig for rigtig meget godt øl, også er ansvarlig for at holde andet godt øl ude fra det danske marked.
Sandt er det ihvertfald at såvel Hancock som Plzensky Prazdroj (som især er kendt for Pilsner Urquell) har øl ved navn Gambrinus.

Gambrinus er et ganske oplagt navn til en øl. Navnet henviser til en mytisk figur, hvis oprindelse er omdiskuteret, men som dog betragtes som en uofficiel skytshelgen for ølbrygning.

Masser af bryggerier har øl ved navn Gambrinus. Hancock har 2, som jeg måske kommer tilbage til en anden dag.

I dag vil jeg imidlertid skrive om Gambrinus fra Prazdroj.

Tjekkerne kan vælge mellem en række øl når de går ud. Dvs de skal egentlig vælge inden de går ind nogen steder, for de færreste steder har mere end et par øl, men udvalget restauranterne imellem er væsentligt bedre end i Danmark.

De mest kendte mærker findes også i Danmark, og de inkluderer førnævnte Pilsner Urquell (fra Plzen), Staropramen (fra Prag) og måske Budvar (fra byen af samme navn). Mindre kendte (men stadigvæk lejlighedsvist opdrivelige i Danmark) mærker er fx Krusovice, Radagast, Kozel og Slatopramen.

Imidlertid er det yderst vanskeligt at opdrive min absolutte favorit i dette land..
Gambrinus brygges i flere varianter, men min foretrukne er fadølsudgaven i 10°.
Tjekkerne bruger ikke primært alkoholprocenten som information, men øllets styrke i grader. Tallet er et udtryk for massefylden af det oprindelige bryg, og dermed reelt et udtryk for øllets sukkerindhold.
For Gambrinus svarer 10° til omkring 4%, og der er således tale om en forholdsvis let øl, en egenskab der kommer til ens fordel når øllet koster 5 kroner glasset, og det forventes at man fortsætter drikkelaget til lukketid :-)
Gambrinus er en forholdsvis humlesvag øl. Også dette gør den velegnet til forlængede drikkelag, men det gør den også mere populær blandt piger end de andre, mere humlestærke, tjekkiske øl.
Øllet har en afdæmpet, fin maltsmag, og er en herlig tørstslukker i solen, såvel som en glimrende ledsager til det meste tjekkiske mad.

Tjekkerne drikker helst upasteuriseret fadøl, og selvfølgelig helst friskt. Dette er en af årsagerne til at der er modstand mod for stort udvalg på den enkelte restaurant.
Måske er det også grunden til at en Gambrinus på flaske eller dåse ikke helt er samme smagsoplevelse som en nyskænket fadøl. Måske mangler en dåseøl i Danmark bare lidt af den stemning der findes i en tjekkisk bar...