Martin Højriis Kristensens hjemmeside

Guldbar

Offentliggjort 26/08-07 af makr (version: 1.7) i Forside, Barer
En gul mojito med slatten mynte trak gevaldigt ned i oplevelsen på Guldbar
En gul mojito med slatten mynte trak gevaldigt ned i oplevelsen på Guldbar
Foto: makr
Åboulevarden har fået en ny cocktailbar i lokalerne der oprindeligt husede en rollespilsforretning, og siden da har haft perioder som solcenter og et ret uheldigt forsøg på en bar med det politisk ukorrekte navn Smoke.

Nu er navnet Guldbar, og i reklamer tilbyder baren sig til det kræsne publikum med hang til forkælelse og en god drink efter en middag.

Vi prøvede stedet lørdagen efter premiere-fredagen, og resultatet var noget skuffende.
Indretningen, må medgives, hører til blandt de flotteste i nyere århusiansk bar-historie, men betjeningen og drikkevarerne er ingenlunde i særklasse.

Betjeningen foregår i baren. Det er det samme som langt de fleste andre steder, men folk med hang til forkælelse vil altså gerne have betjening ved bordene..

Udvalget af drinks var, at dømme efter kortet, ret kedeligt. Ingen specialiteter her, blot de kedelige massefremstillede mærkevarer-spirituosa iblandet forskelligt sodavand.

Valget faldt på en mojito, på trods af drinkskortets noget chokerende oplysning om at den lavedes på Bacardi. En mojito skal laves på cubansk rom.. Færdig... (Og ja, Bacardi har været cubansk, men det er den altså ikke længere).

Nå, de 3 drinks blev lavet og taget i øjesyn.. De havde en underlig gul farve, måske fordi der var anvendt noget der mest af alt lignede appelsin fremfor den vanlige lime.
Der var rigelig sukker i drinken og ikke så meget is som andre barer kan have for vane, men smagen af mynte var nærmest ikke-eksisterende. Forklaringen fandt vi hurtigt. På bunden af drinken lå strimler af slatten mynte der formentlig var friskt sidste måned..
Som helhed var drinken drikkelig, men nogen stor oplevelse var det ikke, og mojito ville man kun med stor frækhed kunne tillade sig at kalde den.

Drinkskortets udvalg udover de blandede varer begrænsede sig til at ret kedeligt, forudsigeligt, udvalg af champagner og øl. Ingen forsøg på at skaffe finere eller mere sjældne varianter ind på den århusianske lystavle her.

Stedets indretning er det eneste der trækker en smule op, og gør at de nok må have en chance mere en anden dag.