Martin Højriis Kristensens hjemmeside

Klassisk Bistro

Offentliggjort 29/07-07 af makr (version: 1.11) i Forside, Restauranter
Saucen tilsmages
Saucen tilsmages
Foto: makr
På Jægergårdsgade i Århus lå en gang en legendarisk bodega ved navn Bodega 65. I dag huser stedet en restaurant der har potentiale til at blive mindst lige så legendarisk som forgængeren.

Klassisk Bistro er en lille restaurant med et engageret og energisk personale og en overskuelig men varieret menu.
En del af retterne færdigtilberedes direkte ved bordet af tjeneren.

Vin er en vigtig del af måltidet hos Klassisk Bistro, og tjenerne er gode til at vejlede og finde de bedste vine til de enkelte retter.
Alle flasker kan købes på glas, hvilket er en stor fordel når vinudvalget er så stort, og tjenerne hurtigt får forskellige vine i spil til de forskellige retter.

Fra menukortet kan anbefales deres fabelagtige peberbøf, der krydres og flamberes ved bordet.. Kødet smørres med en pasta af madagascar-peber der får sveden frem på panden. Bøffen serveres med bønner, lækre hjemmelavede fritter, og en sauce så tyk at den knapt kan betegnes som flydende.

Stedet har en afslappet atmosfære, selvom tjenerne gør deres til at skabe leben i det lille rum, med jævnlige stikflammer ved bordene, og sabling af champagneflasker udenfor.

Klassisk Bistro hører til blandt de bedste restauranter i Århus, men på sin helt egen måde.