Martin Højriis Kristensens hjemmeside

Ny anvendelse for Hovedbiblioteket

Offentliggjort 15/11-07 af makr (version: 1.6) i Forside, Byplanlægning
I 2012 er det planen at hovedbiblioteket flytter ud af de gamle bygninger ved Mølleparken, og ind i det nye Multimediehus, der skal bygges på havnen hvor åen løber ud. Den såkaldt sydlige bastion.

Dette betyder selvfølgelig at de centrale bygninger rømmes, og skal finde nye anvendelser. Enten som de er, ombyggede, eller blot som byggeplads for en ny bygning.

Bygningerne ligger midt i det kulturbånd der følger åens omgivelser, og allerede i dag indeholder Voxhall, Huset, Aros, Ridehuset, Musikhuset og Bymuseet.
Området tænkes i fremtiden udvidet ved fx at fortsætte forskønningen omkring åen, ved at inddrage Godsbanearealerne, samt ved at indrette en bypark på Stenhuggergrunden.

Områdets liv og funktion er dog i nogen grad under pres af besparelser, ikke mindst lukningen af Huset.
Af samme årsag virker det lige nu usandsynligt at kommunen vil kunne finde penge til at beholde arealet, især set i lyset af at indtægter fra salg af bygninger som hovedregel indgår i finansiering af nye bygninger til samme funktion.

Man kan dog stadig håbe at et evt. salg vil ske med den klausul at arealet skal bruges til en publikumsrettet kultur-institution, eller andet der udnytter den fornemme placering og historie. Desværre er det mest indbringende (og dermed sandsynlige) nok et frasalg til et bolig- eller erhvervsprojekt.