Martin Højriis Kristensens hjemmeside

Oslo dag 6 - Offentlig transport (og en smule om privatbillisme)

Dette er ikke den aktuelle version af denne artikel - Se Aktuel Version - Se Versionsliste
Offentliggjort 07/02-15 af makr (version: 1.3)
Oslo dag 4 - Offentlig transport (og lidt om biler)
Egentlig burde denne have været dag 1, for det var noget af det første jeg måtte finde ud af da jeg ankom, men bedre sent end aldrig.

Offentlig transport i Oslo virker ekstremt velfungerende. 
Der er et meget fintmasket net bestående af T-bane (Tunnelbane/Metro), Busser og Trikk, som de kalder letbanerne heroppe. Disse elementer går til sammen under navnet Ruter#.
Derudover er de norske statsbaner (NSB) en del af det integrerede system, og man kan benytte rejsehjemler på tværs i et eller andet omfang, som jeg ikke kender 100% endnu.
I modsætning til al dansk offentlig transport, der ofte er besværligt, og til tider decideret kundefjendsk, så virker Oslos transportsystem som om det er designet til at kunne tjene et praktisk formål.

Oslo har deres egen udgave af Rejsekortet, som jeg ikke ved hvordan man får fat på endnu, men der er også en række alternativer der virker noget enklere for en turist eller enhver anden der kan finde ud af at betjene en elektronisk enhed.
For det første kan man købe enkelt-billetter og 24-timers-billetter rigtigt mange steder. Disse har form som et Rejsekort (dog er de af papir), og skal benyttes som sådanne ved turens start, dvs man swiper de kort-læsere der står ved indgangen til billet-zonerne i T-banen eller indenfor døren i bus/trikk. Det er muligt at købe en stak på forhånd, men så skal man huske hvad man har swipet, og man skal lade være med at swipe hele stakken på en gang...

Man ser imidlertid utroligt få swipe noget som helst nogen steder, og det skyldes formentligt at Ruter# har lavet en app ved navn Ruterbillet, som er et langt bedre alternativ.
Det tog mig omtrent 2 minutter at laste ned appen og indtaste kort-oplysninger. 
Jeg glæder mig i øvrigt til at se om de har designet en tilsvarende brugervenlig kortskifte-proces som det danske Rejsekort. Måske noget i retning af en kode man kun kan se såfremt man får tilpas meget svæv på et flyvehop fra Holmenkollen.
Derefter var det blot at vælge enkelt-billet eller periode-billet. Antal soner og antal dage, og trykke Godkend. 
Så nu har jeg gyldig rejsehjemmel til det meste af Oslo resten af februar, forudsat at jeg kan holde strøm på mobilen i denne kulde.
Zonesystemet er i øvrigt et andet tegn på at man har prioriteret transport frem for administration heroppe. Sone 1 dækker hele T-banen og en meget stor del af oplandet omkring Oslo. Hele hovedstadsområdet (Oslo og Akershus) har i alt 8 zoner. I Kbh når man vel knapt uden for Valby Bakke før man har talt 8 zoner op.

1 måned med fri rejse indenfor sone 1 koster 680 NOK. 
Sone 1 rækker et godt stykke udenfor Bomringen, som er den betalingsring der ligger omkring Oslo. Det koster 46 kroner at køre ind til Oslo (der er 2 lag), jeg er på skrivende fod lidt i tvivl om man betaler for både at køre ud og ind, men uanset så koster det mindre pr arbejdsdag at tage offentlig transport, end det koster at få sin bil med ind til en lejlighed i centrum.
Dertil kommer så selve bilen, og parkering i centrum, som koster omkring 1600-2000 pr måned afhængig af kvarteret. Jeg tænker at jeg nok skal have en bil på et tidspunkt, men om det bliver en hverdagsbil eller en weekendbil parkeret uden for "ringen" må tiden vise..